Roulade med vanilje og jordbær

Jordbær og vanilje roulade
Jeg er gået i roulademode og eksperimenterer i øjeblikket med forskellige roulader. Denne her jordbær og vaniljeroulade er en super lækker sommer roulade og den passer perfekt til eftermiddagskaffen på terrassen en varm sommerdag.
Hvis du vil gøre lidt mindre ud af den, så kan du sagtnes udlade marcipanovertrækket og pynten. Så ville jeg vende bunden ud på at lag sukker inden den rulles, så rouladen er dækket af et klassisk sukkerlag.
Rouladedej:
4 mellemstore æg
170 g sukker
160 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 spsk. vaniljepulver eller vaniljepaste
Pisk æggene og sukkeret lyst og luftigt.
Bland alle de tørre ingredienser sammen og sigt det.
Vend de tørre ingredienser i æggesnapsen.
Smør dejen ud på bagepapir på størrelse med en bradepande.
Bages ved 180 grader i ca. 10 min. Hold øje med at den ikke bliver for mørk.
Vend den varme bund over på et nyt stykke bagepapir, så du har bagsiden af bunden opad. Rul bunden sammen mens den er varm, så vil det være lettere at rulle den, når den skal samles. Lad rouladebunden ligge rullet sammen indtil den skal samles.
Vaniljecreme
1 æg
25 g maizena
50 g sukker
2 dl mælk
1 spsk. vaniljepulver
½ husblas
½ dl fløde
Udblød husblassen i koldt vand i min. 10 min.
Pisk æg, sukker og vaniljepulver let sammen i en gryde.
Pisk maizenaen i.
Tilsæt mælken og pisk igen.
Kog cremen op under omrøring.
Kom husblassen ned i den varme kagecreme og rør igen.
Kom cremen på køl.
Pisk fløden stiv og vend vaniljecreme i, når den er blevet helt kold.
Jordbær kompot
150 g jordbær
30 g sukker
1 spsk. maizena
Lav et opkog af jordbær og sukker.
Blend jordbærrene.
Rør maizena ud i lidt vand og rør det ned i de blendede jordbær.
Lav et opkog igen.
Kom kompotten på køl.
Samling
Rul den kolde bund ud og smør jordbærkompotten ud i et jævnt lag.
Smør derefter vaniljecremen ud i et jævnt lag ovenpå jordbærkompotten.
Rul rouladen.
Kom rouladen på køl.
Pynt
Jordbær
Vanilje flødeskum
Marcipanovertræk
Vaniljeflødeskum
Pisk lidt fløde og vanilje til flødeskum.
Marcipanovertræk
200 g marcipan
20 g flormels
10 g glukose
Rød farve
Rør/ælt marcipan, flormelis, glukose og farve sammen.
Rul marcipanen ud i et tyndt lag. Det skal være stor nok til at dække rouladen.
Smør lidt af flødeskummen ud på rouladen og kom marcipanovertrækket ovenpå og skær det til.
Pynt med jordbær og flødeskummen.
Ingen kommentarer endnu